I og med WordPress er verdens mest populære CMS, er det også meget udsat for angreb, f.eks. med spamkommentarer. Her er en guide til hvordan du kan slippe for størstedelen af disse.
Indholdsfortegnelse
Hvad er spamkommentarer?
Spam er udover at være et brand der sælger kød på dåse, også defineret således på Wikipedia siden for spam:
Spam er en betegnelse for reklamer, man ikke selv har bedt om, som sendes via e-mail eller i nyhedsgrupper. Reklamerne har gerne til formål at lokke modtageren til at købe forskellige produkter via internettet.
Siden den blev skrevet er nyhedsgrupper ikke så aktuelle mere, men det er kommentarer på blogs, og også her findes der i stor stil programmeret software, som kun har til formål at skrive kommentarer med links, på blogs som ikke er sikret mod det.
Hvordan ser spam i WordPress ud?
Ofte er spamkommentarerne på engelsk, hvor afsenderen skriver en masse ros for din fantastiske artikel (som de sjovt nok forstår selvom den er på dansk). Humlen er, at den indeholder links til sider, ofte er det reklamer for potenspiller eller lignende, men det kan også sagtens være for f.eks. kopivarer. De bliver lagt for at prøve at trække de sider de linker til, op på søgemaskinerne.
Når din side indeholder dette, risikerer du i værste fald, at din side bliver bedømt for at være spam, og får en dårlig placering i søgemaskinerne, eller smidt helt ud. Det sender også et dårligt signal overfor de reelle læsere, som skal scrolle gennem en masse spam for at læse rigtige kommentarer.
Herunder kan du se eksempler på 2 spamkommentarer jeg har fået på et andet site.
Sådan slipper du for spam
Grundlæggende er der 3 muligheder:
- Deaktiver kommentarer
- Gennemgå alle kommentarer inden udgivelse
- Bruge plugins til at afhjælpe spam
Deaktiver kommentarfunktionen
Det er selvfølgelig en mulighed at deaktivere for kommentarfunktionen. Det betyder dog også at folk med reelle hensigter ikke kan kommentere.
Du kan vælge at deaktivere det på enkelte sider/indlæg. For at gøre dette skal du:
- Gå til den aktuelle side/indlæg
- Klik på skærmindstillinger i toppen til højre, og vær sikker på at der er kryds i feltet “Diskussion”
- Rul ned under indlæggets tekst m.m., og fjern krydset i “Tillad kommentarer”
Vil du deaktivere det for samtlige sider/indlæg, skal du istedet:
- Gå til Indstillinger > Diskussion
- Fjern krydset i “Tillad folk at skrive kommentarer til nye indlæg”
Gennemgå alle kommentarer inden udgivelse
Samme sted kan du også vælge at kommentarer skal godkendes inden de bliver offentliggjort. Det gør du ved at:
- Gå til Indstillinger > Diskussion
- Sørg for der er kryds i “Kommentarer skal godkendes manuelt”
Et ekstra niveau på denne er, at du kan lade folk kommenterer uden godkendelse, efter de har fået godkendt en kommentar, men det er ikke altid dette virker, medmindre man kan oprette en bruger på dit site.
Ulempen ved at gøre dette, er at det kan føles som om kommentarer modereres, og kun de positive udgives – altså en form for censur. Som standard skal kommentarer godkendes hvis de indeholder 2 links eller mere, hvilket ofte er tilfældet med spam.
Rent praktisk sker det ved at den mail du har angivet under generelle indstillinger får en besked, når der er kommentarer til bedømmelse. Du kan godkende eller afvise kommentaren direkte fra mailen, eller gøre det via kontrolpanelet på siden. Når du overvejer om du skal godkende eller afvise, så læg mærke til om kommentaren er relevant, eller om den stikker meget ud, f.eks. er på et andet sprog. Se også på hvilke sider der linkes til – om de virker reelle.
Brug et plugin til at afhjælpe spam
Et af de bedste plugins du kan bruge, er faktisk installeret i WordPress som standard, og hedder Akismet. For at bruge det, skal de lige aktiveres og sættes op. Det foregår således:
- Gå til Plugins > Installerede plugins
- Klik på “Aktiver” linket under Akismet Anti-Spam
- Der kommer nu en boks i toppen af siden, hvor du trykker på “Set up your Akismet Account”
- Hvis du ikke har brugt Akismet før, skal du have lavet en API nøgle. Klik på “Få din API-nøgle” knappen, eller indtast din nøgle hvis du har en i forvejen
- Klikkede du på knappen, ser du nu Akismets hjemmeside, hvor du trykker på “ACTIVATE AKISMET”
- Nu skal du oprette en WordPress.com konto, hvis du ikke har en i forvejen. Det gør du ved at udfylde felterne, og trykke på “Fortsæt” knappen
- Nu skal du vælge hvilken licenstype du ønsker. Tager du “Personal” kan du selv sætte prisen, f.eks. til 0 kroner. Du kan også støtte det gode arbejde og betale for ydelsen
- Når du har valgt, spørger systemet om du vil tilføje dit site, og her trykker du “Activate this site”
- Du bliver nu taget tilbage til dit site, hvor nøglen nu er sat ind. For en sikkerheds skyld trykker jeg altid lige “Gem ændringer”
Nu er du beskyttet mod spam. Bemærk at du har muligheden for at vælge om Akismet automatisk skal fjerne spam, eller om det blot skal flytte det til en spam-mappe, så du selv manuelt kan gennemgå kommentarerne. De slettes dog automatisk efter 15 dage.
Det gode ved at bruge dette plugin er, at du samtidig hjælper deres kunstige intelligens med hele tiden at blive bedre, så på den måde hjælper du også andre WordPress brugere med at blive fri for spam.