Backup af WordPress behøver ikke være svært. Der er dog et par ting du skal være opmærksom på i forbindelse med backup af WordPress. Læs med her, og find ud af hvad du skal være opmærksom på.
Indholdsfortegnelse
- Hvorfor lave en backup?
- Har min host ikke en backup?
- Hvor ofte skal jeg lave backup?
- Hvad skal jeg tage backup af?
- Hvor skal jeg gøre af min backup?
- Hvordan sætter jeg BackWPup rigtigt op?
Hvorfor lave en backup?
Er du helt ny, spørger du måske hvad en backup er. En backup er en kopi af f.eks. filer og database, som du nemt kan gendanne hvis du kommer til at slette noget, din hjemmeside går ned, din webhosting server går ned eller lignende.
Hvorfor du skal lave en backup? Det skal du fordi det kan være ret essentielt med en backup, da du ellers risikerer at alt indhold er tabt, hvis noget af ovenstående sker. Vil du miste dit arbejde gennem flere måneder – måske år – på et splitsekund? Mit gæt er nej…
Har min host ikke en backup?
Afhængig af hvor du har din side hostet – altså hvilken udbyder dit webhotel ligger ved, så kan det faktisk godt være din host har en backup, hvis uheldet er ude.
Udfordringen med denne er dog ofte, at det koster penge at gendanne deres backup, så hvis det er noget der skal gøres bare et par gange om året, kan det hurtigt blive en dyr affære. Samtidig med dette, så kan du måske kun kontakte din host i deres åbningstid, så hvorfor ikke bare selv tage ejerskab over din backup? Så kan du også selv vælge hvor ofte du vil lave en backup osv.
Hvor ofte skal jeg lave backup?
Det kommer an på hvor mange ændringer du laver på din side. Populært sagt, vil jeg anbefale at du tager en backup hver gang du laver større ændringer som f.eks.:
- Tilpasser temaet
- Udgiver nye sider/indlæg
- Opdaterer plugins
- Opdaterer WordPress
Især de sidste 2 er vigtige, da de potentielt kan ødelægge noget i WordPress, så det ikke fungerer rigtigt mere, og dermed gøre din side ubrugelig.
Får du mange kommentarer o.l., kan det også være en idé at tage backup ofte.
Det du skal huske på er: Hvis sitet går ned, har du kun data tilbage fra du tog den sidste backup. Det betyder, at hvis du tog en backup for en uge siden, så har du mistet al den data der er kommet til den sidste uge. Det kan være indlæg, sider, kommentarer osv.
Så hvor tit er det så?
- Laver du ikke ret meget på sitet, kan du nøjes med en backup ca. en gang om måneden, eller efter behov når du ændrer noget.
- Laver du noget på mere fast basis, f.eks. tilføjer et indlæg om ugen eller lignende, så ville jeg køre med ugentlig backup, eller måske hver 14. dag.
- Er du aktiv blogger, med masser af indlæg trafik og kommentarer, eller har et professionelt website, så ville jeg overveje daglig backup.
Hvad skal jeg tage backup af?
Den kvikke læser ved at WordPress består dels af filer som f.eks. PHP filer, CSS filer, JavaScript filer, billed filer osv., samt en underliggende database. De 2 ting er 2 vidt forskellige ting, og skal også behandles forskelligt ift. backup.
Du skal selvfølgelig tage backup af begge dele, men hvor filerne kun påvirkes ved opdateringer, rettelse i design, tilføjelse af billeder osv., så påvirkes databasen ved alle indstillinger, al tekst osv. Derfor er det meget normalt at tage backup af databasen oftere end der tages backup af filerne.
Hvor skal jeg gøre af min WordPress backup?
I gamle dage kopierede man sine filer over på en diskette, CD-ROM eller lignende – gerne på 2. Så kunne du nemlig have en lokalt, hvis nu din maskine gik ned, samt du kunne have en eksternt, hvis f.eks. huset brændte.
I dag findes der mange cloud services, som f.eks. Dropbox, Mircosoft OneDrive og lignende steder, som ligger i skyen. Her er dataene spredt ud over mange forskellige servere, samt der er backup af disse data – så jeg vil anbefale at du benytter sådan en service.
Du kan dog også tage backup til f.eks. et andet webhotel via FTP.
Hvordan sætter jeg BackWPup rigtigt op?
Da jeg er meget glad for plugin’et “BackWPup”, så er det dette plugin jeg tager udgangspunkt i her. Der findes mange andre, men dette er gratis, og ganske nemt at sætte op. Jeg tager udgangspunkt i at sætte 2 backups op, 1 til databasen og 1 til filerne.
Først skal du hente og aktivere pluginnet. Det kan du gøre herfra:
Når det er aktiveret, har du fået et nyt menupunkt i venstre side kaldet “BackWPup”, som er en tom skal til backup. Klik ind på denne, og ind på “Jobs”. Her trykker du på “Add new” i toppen – så er vi klar til at opsætte backup af databasen.
Database backup – General settings
Først skal du sætte de generelle indstillinger. Jeg lister de forskellige valgmuligheder herunder som jeg har sat dem op her på siden:
- Please name this job. – Jobbet skal selvfølgelig have et navn. Jeg har kaldt det database.
- This job is a … – Her vælger du “Database backup”.
- Archive name – Her har jeg angivet “db-%Y-%m-%d_%H-%i-%s_%hash%”. Bemærk “db” i starten, så jeg kan se på filnavnet at det er backup af databasen.
- Archive Format – Her vælger du “Zip”
- Job Destination – Jeg kører selv backup til Dropbox. Du har også mulighed for at bruge de andre services.
- Send log to email address – Hvis du vil have en log hvis noget går galt, så indtast den e-mail loggen skal sendes til her.
- Email FROM field – Denne kan du lade stå som den er standard.
- Errors only – Denne krydses af, så du ikke får mails om alt, men kun ved fejl.
Nu har vi sat de generelle indstillinger op. Tryk på “Save changes” i bunden, og rul til toppen, hvor du klikker på “Schedule”.
Database backup – Schedule
Her har du mulighed for at indstille en fast kørsel. På mit site her, har jeg valgt kun at gøre det manuelt. Vil du lave en automatisk kørsel, vælger du “With WordPress cron”. Så kommer der felter frem nedenunder, hvor du kan vælge om det skal være hver måned, uge, dag eller time, samt hvilken dato/ugedag/time backuppen skal køre. Et lille tip er at køre den sen nat/tidlig morgen, så de besøgende ikke mærker noget.
Klik “Save changes” igen, og gå til toppen og vælg “DB Backup”.
Database backup – DB Backup
Her skal vi nu vælge hvilke tabeller i databasen som skal tages backup af m.m.
- Tables to backup – Som udgangspunkt er det alle, medmindre du er avanceret bruger, og ved der er nogle tabeller som ikke hører til WordPress. Er du i tvivl vælger du alle.
- Backup file name – Denne kan du lade være som den er.
- Backup file compression – Denne kan fint være none – så meget fylder en database heller ikke som udgangspunkt.
Klik nu på “Save changes”, rul til toppen, og vælg den sidste fane. Tager du backup til Dropbox som jeg, hedder den “To: Dropbox”, og det er dette eksempel vi følger her.
Database backup – To: Dropbox
- Authentication – viser om du er autenciteret, ellers har du mulighed for at lave en konto hvis du ikke har en. Dette tager dig til Dropbox.com.
- App Access to Dropbox – Denne vil jeg ikke anbefale du bruger.
- Full Access to Dropbox – Denne vil jeg anbefale dig at bruge. Klik på “Get full Dropbox auth code”, som tager dig til Dropbox.com, hvor du skal logge ind. Derefter kan du give adgang.
- Destination Folder – Dette er stien som backuppen skal gemmes på i Dropbox. Min hedder f.eks. “Backup/wptutorials.dk/”.
- File Deletion – Her kan du angive hvor mange filer der må gemmes af dette job. Typisk anbefaler jeg 3-5 filer, så de ikke fylder for meget, men man har lidt historik.
Klik nu på “Save changes” og din database backup er sat op, og kører nu automatisk. Har du valgt den kun skal køre manuelt, klikker du på “Jobs” og fører musen over navnet på dit database-backup-job, og vælger “Run now”.
Fil backup – General settings
Her kommer de generelle indstillinger til fil backuppen.
- Please name this job. – Jeg har kaldt mit “Site”
- This job is a … – Vælg “File backup” samt “Installed plugins list”.
- Archive name – Her har jeg valgt “site-%Y-%m-%d_%H-%i-%s_%hash%” – bemærk “site” foran navnet, så filnavnet afspejler at det er filerne der er tale om.
- Archive Format – Her vælger du zip.
- Job Destination – Dette er det samme som før. Jeg bruger som sagt Dropbox.
- Log files – Dette opsættes også ligesom før.
Tryk “Save changes” og så er vi klar til at vælge “Schedule”.
Fil backup – Schedule
Denne er præcis det samme som ovenfor, og sættes op på samme måde. Bemærk at filerne måske skal have taget backup sjældnere – måske kun manuelt.
Tryk på “Save changes” og så er vi klar til at vælge hvilke filer der skal tages backup af, under fanen “Files”.
Fil backup – Files
Som udgangspunkt tager BackWPup backup af alle filer. Man har dog mulighed for at vælge noget fra.
- Backup WordPress install folder – Her er kun kryds i øverste valgmulighed, så intet er ekskluderet.
- Backup content folder – Her har jeg ekskluderet “upgrade”, “languages” og “aiowps_backups”. Disse er muligvis genereret af plugins, så du ikke har de samme. Er du i tvivl, så lad det hele komme med i backuppen.
- Backup plugins – Her har jeg ikke ekskluderet noget. Du har dog mulighed for at vælge nogle plugins fra, for at spare på pladsen. I og med vi tidligere valgte at få en liste med over plugins, kan du altid finde og installere dem igen.
- Backup themes – Her har jeg ikke ekskluderet noget.
- Backup uploads folder – Her har jeg ekskluderet en temp mappe, som er en midlertidig mappe.
- Extra folders to backup – Her har du mulighed for at angive ekstra mapper udenfor systemet som skal tages backup af. Er du i tvivl, så lad det være tomt.
- Resten af indstillingerne skal blot være som standard.
Klik på “Save changes”, og så er vi klar til at vælge fanen “Plugins”.
Fil backup – Plugins
Denne fane styrer listen over plugins. Den skal bare sættes som den er standard.
Fil backup – To Dropbox
Denne fane skal blot sættes op på samme måde som ovenstående.
Nu har du fået opsat backup af WordPress – både af database og filer, og kan føle dig sikker. Husk hvis noget er sat til manuel, at du selv skal under jobs, og aktivere det enkelte job, inden du laver ændringer.
Må indrømme, at jeg ville vælge Duplicator til disse ting og ikke BackWPup
Derudover vil jeg “forlange” at min hosting, som minimum tager en daglig backup og tilbyder, at “Spole tilbage” til denne, uden beregning.
Dette gør blandt andet Unoeuro.com
Hej Michael
Hvilket plugin man bruger, er for mig en smagssag. Der findes mange gode, og jeg kan i flæng også nævne UpdraftPlus og BackupBuddy.
For mig er det vigtige bare at man gør sig tanker om backup, så man ikke står med håret i postkassen, hvis det hele en dag går ned.
De fleste hosts tager sikkert backup dagligt. Er det en vigtig parameter for én, så vælger man selvfølgelig host ud fra det. UnoEuro tager mig bekendt penge for at rulle backuppen tilbage, og det kan man jo så vælge at spare med et plugin.
// Dennis