Undgå WordPress mails ses som spam

Undgå WordPress mails ses som spam

Har du en kontaktformular, eller sender på anden måde mails fra din WordPress installation, så stemples disse mails ofte som spam.

Læs med her og find ud af hvorfor, og hvad du kan gøre ved det.

Indholdsfortegnelse

Hvorfor ses mails som spam?

De automatiske stykker software som er indbygget i diverse e-mail klienter, og ofte også på server-niveau, måler på en lang række faktorer som de gennem tiden lærer, når du f.eks. selv markerer mails som spam. Ofte beregnes en spam-score, og er værdien over X (kan ofte indstilles), så anses en mail for at være spam.

Når man sender mails via WordPress, sender man dem via PHP scripts, som fortæller serveren hvem der er afsender, modtager osv., samt beder serveren om at sende den. Det hele foregår altså på server niveau.

Skiftende afsendere er en stor synder

Ofte er kontaktformularer ud af boksen, sat op til at man kan indtaste navn og e-mail. Dette indsættes ofte som afsendernavn og e-mail, og det betyder at dit webhotel sender mails hvor hver eneste mail er med hver sit unikke afsendernavn og e-mail. Dette er blot et af de første, men store faresignaler, for det er også det mange af de store spammere gør, for at snyde dig.

Din host har også betydning

Samtidig hoster du muligvis dit site på en forholdsvis billig host som f.eks. UnoEuro, One, Gigahost eller lignende, hvor der også ligger mange andre sites på samme IP adresse, som gør det samme. Dette kan give serveren en dårlig “rating” i diverse spamfilte. Du kan se hvor mange andre hjemmesider der ligger på samme host som dig, ved at bruge siden http://viewdns.info/reverseip/ – du skal bare indtaste din hjemmesideadresse. pt. ligger der 417 hjemmesider/domæner samme sted som wptutorials.dk.

Der findes en sort liste over “dårlige afsendere”, en såkaldt blacklist, som dit domæne/din server kan ende på, hvis den bruges til spam. Det kan være en god idé at tjekke om du allerede er havnet på denne. Det gør du nemt ved at klikke ind på https://mxtoolbox.com/blacklists.aspx og indtaste dit domænenavn. Er du registreret på denne, skal du nok høre din udbyder om hvad I kan gøre for at komme væk fra denne liste, eller simpelthen flytte til en ny host.

Første skridt i løsningen

Det første skridt jeg vil anbefale er, at du får sat din kontaktform op til at sende med en fast, ægte e-mailadresse.

Du har sikkert ofte set nogle bruge no-reply@hjemmeside.dk. Det anbefaler jeg IKKE. Derimod anbefaler jeg at du laver en f.eks. wordpress@, eller bare bruger din almindelige kontakt e-mail som sikkert hedder kontakt@, info@, hej@ eller noget lignende. Det korte af det lange er at det er en e-mail som er oprettet og fungerer i din e-mail administration.

Derudover skal afsendernavnet også være det samme hver gang, f.eks. hjemmesidens navn, eller navnet på den som e-mailen ovenfor tilhører.

Ved at sætte dette op, sendes der kun mails med samme brugernavn og e-mail hver gang, og så har vi løst en del af problemet.

Tip: Husk at sætte “reply-to” headeren op, så du stadig kan trykke på “besvar” i din e-mail klient.

Andet skridt: Brug SMTP

SMTP er kort for Simple Mail Transfer Protocol, og kræver brugernavn, kode m.m., for at “åbne serveren” og sende en mail. Som du nok kan forstå er det noget mere sikkert, end blot et script der generer en mail.

På denne side bruger jeg et kontaktform plugin (Pirate Forms) som har SMTP indbygget. Bruger du f.eks. Contact Form 7, Formidable eller lignende, så kan du sagtens beholde dit eksisterende plugin, og blot hente et plugin der styrer SMTP delen. Her kan jeg f.eks. anbefale et af følgende:

Post SMTP Mailer/Email Log

Easy WP SMTP

Begge disse plugins, og mange andre, kan styre din SMTP.

Sådan opsætter du SMTP

Når du skal opsætte SMTP, skal du ofte bruge nogle oplysninger fra din host, som du sikkert finder enten i supporten, eller i dit kontrolpanel.

Jeg kan selvfølgelig ikke lave en guide til samtlige SMTP plugins, men de fleste minder meget om hinanden. Med udgangspunkt i det der følger med Pirate Forms, kan du herunder se hvordan det skal opsættes.

SMTP opsætning

Lad os sammen gennemgå alle indstillingerne. Er du i tvivl om noget af det, så spørg din host/webhotel.

  • Use SMTP to send emails? – Dette skal selvfølgelig slås til før det virker.
  • SMTP Host – Dette er adressen til SMTP serveren. Da jeg bruger UnoEuro har jeg set i deres support, at det er smtp.unoeuro.com. Denne skal du rette til, alt efter hvilket webhotel du har.
  • Use SMTP Authentication? – Dette skal sættes til ja, da det er hele humlen ved det vi har gang i.
  • Security? – Dette kan afhænge af din host. I dette tilfælde bruger jeg TLS. Kan du ikke finde ud af hvad du skal bruge, så test med dem alle, og se hvad der virker.
  • SMTP Username – Dette kan afhænge af din host, men er oftest hele den e-mail som du har sat op som værende afsenderadressen.
  • SMTP Password – Dette er koden til den e-mail konto du har angivet som Username.

Når det hele er sat op, gemmer du indstillingerne, og oftest er der en test knap. Ellers genopfrisker du siden med din kontaktformular eller lignende, gerne i et incognito vindue, og tester kontaktformularen.

Virker det ikke, så skal du sandsynligvis vælge noget andet i Security, ellers er brugernavn/kodeord forkert.

Andre muligheder

Med ovenstående slipper langt de fleste for at mails ses som spam. I nogle tilfælde er det dog ikke nok, da der allerede er sket stor “skade” i form af blacklists osv. Her giver det nok mest mening at tage fat i sin host, eller skifte til en anden. Test det evt. med linket tidligere i indlægget.

Nogle gange kan det også være modtagerens e-mail klient/server som blokerer for mails fra et specifikt domæne. Her er man nødt til at have adgang til indstillingerne, for at se om det er tilfældet. Tag fat i modtageren IT administrator eller lignende, og hør om det er tilfældet.

Jeg håber indlægget har gjort dig lidt klogere på hvad du kan gøre for at modvirke SPAM når mails sendes fra WordPress. Har du spørgsmål til dette indlæg, så stil dem gerne herunder. Så prøver jeg at svare efter bedste evne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *